Danish
Gentagelser eksisterer ikke, gentagelser eksisterer ikke...
Når man siger et ord to eller flere gange, kaldes det almindeligvis gentagelse, hvilken betegnelse skulle angive at et og samme ord er blevet sagt to gange, med andre ord, at en og samme begivenhed er foregået to på hinanden følgende gange. Det er ikke svært at forstå at dette ikke kan lade sig gøre (og det indså allerede Heraklit og sandsynligvis nogen før ham): kun hvis man tager begivenheden ud af dens sammenhæng, som består af tid og sted osv, kan man tale om gentagelse. Ellers må man tage i betragtning, i vores tilfælde, at et ord siges på et tidspunkt og på et bestemt sted, til en bestemt person, sammen med andre ord, osv, og at det derfor, per definition, ikke er muligt at foretage den samme identiske handling igen på et andet tidspunkt, medmindre man skruer tiden tilbage og det er endnu ikke lykkedes for nogen.
Men derudover er der en anden faktor - eller rettere, et særligt aspekt af ovennævnte problem: det at en handling er nummer to, fx at et ord forekommer én gang, og senere en gang til, gør netop at det ikke er det samme ord - anden gang: den anden forekomst er påvirket af at den er nummer to, at det "samme ord" allerede er blevet sagt en gang tidligere; forekomst nr. 2 henviser til forekomst nr. 1 (gennem den formelle identitet eller lighed), hvorved både nr. 1 og nr. 2 bliver noget andet end et og samme ord, nemlig nr. 1 og nr. 2: to ord, som tilsyneladende er et og det samme, når man ikke lægger mærke til at nr. 1 er alene (indtil videre - dvs til nr. 2 dukker op) og ikke henviser til noget tidligere (i denne forbindelse), mens nr. 2 ved sin ankomst allerede kendes, man genkender det og betragter det ikke som et nyt element (som man gjorde med nr. 1 ), men det bliver automatisk opfattet, defineret, som en kopi af nr. 1 (som kendes i forvejen) der vender tilbage, sådan at nr. 2 først og fremmest er noget andet end sig selv, nemlig nr. 1, der er kommet igen, og søger efter en ny plads, en ny identitet.
Forekomst nummer to vil derved gerne komme til at indeholde en anden mening end nummer ét, enten understreger den en side af nr. 1, eller den indskrænker eller udvider nr. 1, eller på endnu en anden måde forandrer den sit indhold ved at forholde sig til nr. 1.
Gentagelse uundgåelig
I mange tilfælde har man brug for at nævne samme ting eller begreb flere gange i en tekst. Det er karakteristisk for teknisk prosa, at man omtaler et eller flere emner mange gange i løbet af en relativt kort tekst, simpelthen fordi disse emner er de temaer om hvilke der udsiges noget, det er den slags sætninger teksten består af. Essays og kunstprosa derimod privilegerer højere skønheden eller elegancen, som bl.a. kræver at massive gentagelser undgås hvor de ikke anvendes stilistisk. Derimod bruges gentagelser til at øge skønheden eller effektiviteten i tekster med mere kunstnerisk karakter som essays med almentmenneskelige emner eller noveller og romaner; den stærkeste brug af gentagelse forekommer gerne i digte med rim, stavrim, assonans o.lign., hvor den lydlige virkning trænger sig på og præger indtrykket i den grad, at man i visse tilfælde slet ikke kan forestille sig teksten uden disse særprægede lydlige strukturer. Her er vi kommet langt væk fra indledningens tale om at gentagelse ikke forekommer - i egentlig forstand. I disse tilfælde bruger forfatteren ords og udtryks lydlige substans uden at komplicere sagen ved at spørge (om) om gentagelser eksisterer.
I en forholdsvis teknisk tekst kan læseren således acceptere at et ord eller udtryk gentages et antal gange, da gentagelsen er begrundet ("Gratierne repræsenterer .., Gratiernes historiske forhold .."). Hvis forfatteren så på et tidspunkt bruger et homonymt ord, med en helt anden etydning, er der pludselig ikke længere tale om en nødvendig gentagelse, som læseren finder sig i, fordi den virker begrundet, men om et tilfældigt (i hvert fald tilsyneladende) sammentræf, hvor gentagelsen kun er rent lydlig og ikke begrundet med nødvendigheden af igennem hele teksten at fastholde et og samme begreb; denne ubegrundede og tilfældige (kun) lydlige gentagelse, som bryder rækken af begrundede og nødvendige gentagelser ("Gratierne repræsenterer .., Gratiernes historiske forhold ..; i dette tilfælde har skulpturen ingen gratie"), kommer nemt til at virke forstyrrende i samme grad som de ikke ualmindelige krampagtige forsøg på at undgå velbegrundede gentagelser, som fx Rasmussen, .. formanden .., statsministeren, osv, hvor læseren kan komme i tvivl om begrebernes identitet.